For mange af os føles det lettere at sige ja end nej. Vi vil gerne være hjælpsomme, imødekommende og undgå at skuffe andre. Men når vi altid tager hensyn til andres behov før vores egne, betaler vi ofte en pris. Træthed, stress og en stille følelse af at være udnyttet kan snige sig ind, uden at vi helt forstår hvorfor. Når man ikke får sat grænser, kommer man let til at overskride sig selv — og mister langsomt fornemmelsen af, hvad man egentlig har brug for.

Som psykologer ser vi ofte, hvordan svag grænsesætning hænger sammen med lavt selvværd eller gamle vaner. Nogle har lært tidligt, at de skal være “nemme” for at blive elsket, og at konflikter skal undgås for enhver pris. Andre er bange for at virke egoistiske eller besværlige, hvis de siger fra. Men grænser handler ikke om at afvise andre — de handler om at tage sig selv alvorligt. Når man lærer at sætte grænser, skaber man ikke afstand, men ærlighed og respekt i relationerne.

I samtaler hos en psykolog arbejder vi ofte med at finde ud af, hvor grænserne faktisk går. Mange har så længe været optaget af andres behov, at de næsten har glemt deres egne. Vi øver os i at mærke efter, sige nej med ro og uden dårlig samvittighed, og i at stå fast, selv når andre reagerer. For det er ofte her, frygten ligger: at andre vil trække sig, hvis man viser, hvor ens grænser går. Men i virkeligheden oplever de fleste, at relationerne bliver mere ægte og ligeværdige, når de begynder at sige til og fra.

På siden om grænser kan man læse mere om, hvordan man kan arbejde med at genfinde og beskytte sine personlige grænser. Det kan handle om at skabe nye vaner i hverdagen, tale åbent om sine behov og øve sig i at give sig selv lov til at være vigtig. Når man begynder at tage sig selv alvorligt, bliver det lettere at være til stede med andre — uden at miste sig selv undervejs.

At sætte grænser handler ikke om at lukke andre ude. Det handler om at være hel nok til at kunne være tæt på uden at forsvinde.