I de fleste danske hjem ligger der sportsudstyr, ingen bruger. Fodboldstøvler i størrelse 36, som barnet voksede ud af på en sæson. En badmintonketsjer fra dengang, man gik til badminton. En cykelhjelm, en judodragt, et par skøjter. Det er for godt til at smide ud og for besværligt at sælge, så det ligger i et skab, indtil nogen flytter.

Og i de fleste foreninger står der familier, der overvejer, om de har råd til, at barnet starter til noget, fordi udstyret koster mere end kontingentet. De to ting hører sammen, og de klubber, der har opdaget det, har bygget noget, der både er bæredygtigt og retfærdigt: lånehylden.

Lånehylden: klubbens enkleste idé

Princippet er så simpelt, at det næsten er pinligt, at ikke alle klubber har det. Medlemmerne afleverer det udstyr, de ikke længere bruger, i en kasse i klubhuset. Nye medlemmer låner det, så længe de har brug for det, og afleverer det tilbage, når de vokser ud af det eller køber deres eget. Ingen penge, ingen registrering ud over en seddel med navn, ingen administration.

Det fjerner den økonomiske barriere for at prøve en sport. Barnet, der vil prøve fodbold, kan gøre det i lånte støvler, før forældrene skal købe nye. Og det fjerner en ubehagelig forskel: I lånehylden kan ingen se, hvem der havde råd, og hvem der ikke havde.

De klubber, der gør det godt, holder hylden synlig og ordentlig. En kasse i et hjørne bliver til rod. En reol med skilte, sorteret efter størrelse, bliver brugt. Og en frivillig, der kigger den efter to gange om året, holder den i live.

Bytte- og salgsdage

Det næste trin er byttedagen. Én gang om året, typisk ved sæsonstart, inviterer klubben medlemmerne til at tage det udstyr med, de vil af med, og tage det med hjem, de kan bruge. Nogle klubber gør det som ren bytning, andre som et loppemarked, hvor sælgeren sætter en lav pris, og klubben tager en lille andel til ungdomsarbejdet.

Det virker, fordi det er lokalt og konkret. Udstyret er den rigtige størrelse til den rigtige sport, og man kan se det, før man tager det. Det er genbrug uden forsendelse og uden at skulle fotografere en ketsjer og lægge den på nettet.

Det store udstyr: mål, måtter og redskaber

Klubbernes eget udstyr fortjener den samme tankegang. Når en klub udskifter sine mål, sine måtter eller sine redskaber, er det gamle ofte stadig brugbart for en klub med mindre budget. Et netværk af klubber i samme kommune, der ved, hvad hinanden har, og giver det videre, sparer alle for penge og sparer miljøet for en container.

Det kræver bare, at nogen spørger, før containeren bestilles. En besked i kommunens foreningsnetværk, en mail til naboklubben. De fleste klubber bliver glade for spørgsmålet, og mange opdager, at de selv har stået med behovet uden at vide, hvor de skulle spørge.

Fladskærmen, der fik et nyt liv

Og så et eksempel, der viser, hvor langt tankegangen kan strækkes. Flere klubber har fået en skærm i klubhuset, der viser holdplaner, nyheder og beskeder, og mange af dem har ikke købt skærmen. De har fået den. Et medlem skiftede TV derhjemme, og det gamle, et par år gammelt og stadig fint, stod tilovers. Det hænger nu i klubhuset og viser ugens program.

Det er ikke en nødløsning. Guiden til et gammelt TV som infoskærm gør det klart, at skærmen sjældent er problemet, når en klub vil have information op på væggen. Det, der betyder noget, er det, der sidder bagved og leverer indholdet, og det er lille, billigt og nyt. Skærmen selv kan sagtens være en, der ellers var endt på genbrugspladsen. For en klub med et stramt budget er det forskellen mellem at have en skærm og ikke have en. Og det er egentlig den smukkeste version af at give det videre: Det TV, familien så landskampe på, viser nu klubbens holdplan til deres børns venner.

Kulturen, der følger med

Det interessante ved klubber, der deler, er, at de bliver anderledes. Når det er normalt at låne, bytte og give videre, bliver det også normalt at hjælpe med andre ting. Forældre, der har fået støvler fra lånehylden, giver dem videre. Medlemmer, der har afleveret en skærm, føler sig som en del af klubhuset. Og nye familier opdager, at klubben ikke er et sted, man køber sig ind i, men et sted, man bliver en del af.

Det gælder også det, der skal sidde bag den donerede skærm. Nogle klubber starter med en lille stick eller en billig computer, andre vælger en dedikeret afspiller, og valget afhænger af, hvor meget klubben vil holde ved lige selv. En sammenligning af Chromecast eller Raspberry Pi bag skærmen og de andre små løsninger viser, hvad hver af dem kan, og hvad de kræver af den frivillige, der skal passe dem. Men skærmen, den store, dyre del, kan komme fra et medlems stue.

Det starter med en kasse i hjørnet. Det ender med en klub, hvor ingen står uden udstyr, og hvor et gammelt TV har fået et nyt liv på væggen. Giv det videre. Det er ikke kun bæredygtigt. Det er, hvad en forening er.